Amazons grundlægger vil bygge vejen til Månen

Længe før han grundlagde tech-giganten Amazon, har Jeff Bezos drømt om en fremtid, hvor mennesker bor og arbejder i rummet. Sent torsdag aften dansk tid løftede han i Washington DC sløret for, hvordan hans virksomhed Blue Origin vil bygge “en vej til Månen”.

Ligesom Elon Musk og SpaceX ser Jeff Bezos de høje omkostninger forbundet med rumfart, som den forhindring, der skal ryddes af vejen, hvis almindelige mennekser nogensinde skal kunne slå sig ned i rummet. Derfor er Blue Origin i gang med at bygge raketten New Glenn, der, ligesom SpaceX’ Falcon 9, kan lande rakettens første trin, så det kan genbruges til senere flyvninger.

De komplicerede raketmotorer og enorme brændstoftanke er det dyreste ved en raket, mens New Glenns brændstof, som er en kombination af flydende ilt og flydende naturgas, er relativt billigt. New Glenn kan sende 45 tons i lavt kredsløb om Jorden (LEO), og den er designet til at blive brugt 25 gange.

Men ifølge Jeff Bezos er det ikke kun ved at genbruge raketter, at der er penge at spare:

“Vi bliver nødt til at bruge ressourcerne i rummet. Jordens tyngdefelt er meget stærkt, og det kommer ikke til at virke, hvis vi skal løfte alle ressourcerne fra Jorden ud i rummet. Vi er nødt til at udnytte de ressourcer, som allerede er derude i rummet.”

Det er særligt én ressource, som optager Jeff Bezos, og mange andre i rumfartbranchen, herunder NASA, – vand. H2O kan spaltes til brint og oxygen, og den kombination kan bruges som raketbrændstof. Desuden forsyner det astronauter med både drikkevand og ilt.

På scenen i Washington lod Jeff Bezos forhænget falde for månelandingsfartøjet Blue Moon. Den skal gøre det muligt at lande eksempelvis rovers ved Månens sydpol, som kan lede efter vand-is. En række satellitter i kredsløb om Månen har vist, at der gemmer sig vand-is i sydpolens kratere, som er indhyllet i evig skygge.

Blue Moon skal hjælpe NASA og interesserede virksomheder med at lande eksempelvis robot-køretøjer eller endda astronauter på Månen. Fartøjet er i stand til at lande 3,6 tons last, men med udvidede brændstoftanke kan den lande 6,5 tons.

Brændstoffet er ilt og brint, og fartøjet vil altså kunne udnytte vand-isen på Månen som en tankstation, når der er fundet en måde at udvinde isen på. Blue Moon bruger også brinten til at generere strøm ved hjælp af brændselsceller. Da nat og dag på Månen varer omkring 27 dage, er det upraktisk at bruge solceller.

Fartøjet har hvad Jeff Bezos betegnede som et “simpelt interface”, så det er nemt for Blue Origins forskellige kunder at montere deres nyttelast på Blue Moon.

En af de kunder bliver sandsynligvis NASA. Jeff Bezos roste vicepræsident Mike Pences ambition om, at amerikanske astronauter igen i 2024 skal lande på Månen. NASA hverken har eller er i gang med at fremstille et landingsfartøj, men rumfartagenturet har sendt sådan et fartøj i licitation, og derfor kan Blue Moon komme i spil som det fartøj, der sørger for at astronauterne sikkert når ned til Månens overflade.

Vil skåne Jorden

Jeff Bezos deler den samme drøm som Elon Musk om, at gøre det muligt for millioner af mennesker at leve i rummet. Men modsat Elon Musk mener Jeff Bezos ikke at en planet som Mars er det bedste sted at kolonisere solsystemet. Mars er langt væk, og det er kun muligt at sende rumskibe til Den Røde Planet en gang hvert andet år. Samtidig er der ikke noget at stille op med Mars’ i forhold til Jordens lave tyngdekraft, og de negative konsekvenser det måtte have for mennesker, der vælger at slå sig ned der.

I stedet peger Jeff Bezos på enorme rumstationer med kunstig tyngdekraft i kredsløb tæt på Jorden som den idelle løsning. Han forestiller sig, at man flytter al Jordens tunge og mest forurenende industri ud i rummet, og forvandler Jorden til en slags naturpark. Ifølge Jeff Bezos er menneskeheden ved at blive for store til Jorden, og det er nødvendigt at skåne planeten for vores stigende energibehov og steder at bo.

Blue Moon er Blue Origins forsøg på at bane vejen til solsystemets enorme ressourcer og en bedre fremtid for de kommende generationer.

Du kan se hele Jeff Bezos præsentation her:

One thought on “Amazons grundlægger vil bygge vejen til Månen”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s